Så pral dog

Jeg kan godt lide folk der praler.

Så er det sagt.

Jeg synes faktisk bedst om det, når folk tør sige højt, hvad de kan og gør og drømmer om, og når du fortæller vidt og bredt om det de har opnået. Ja, jeg synes faktisk man skal råbe det ud til verden.

Jeg har gået og tænkt over det i denne sommer, fordi jeg flere gange har oplevet, at mennesker tæt på mig går så usædvanligt stille med dørene om deres fortræffeligheder. Ja, mest kvinder! Selvfølgelig, kunne jeg vel skrive… for vi er da om nogen vokset op med, at man ikke sådan skal gå og fremhæve sig selv. Kvinder skal være den urokkelige bautasten bag alle de andre… børnene, manden, vennerne… og den bautasten skal helst placeres solidt ovenpå alt det kvinden selv kan og opnår. Det behøver man ikke gå og skilte med, for det er sandelig glæde nok i sig selv, at man bare ved, at man også kan, at man er kompetent, dygtig…. ja FUCKING AWESOME!!

Sikke noget bavl!!

Det skal RÅBES ud! (Og det er ikke kun kvinder, det gælder… jeg har ikke en eller anden skjult “kvinden er det svage køn, og vi er så oversete”-agenda… det gælder alle, uanset køn og alder. Resten tager jeg ikke med, for det er så uendelig lige meget i denne sammenhæng. ALLE! -siger jeg!)
Det skal råbes ud, hver gang man gør sig selv stolt og glad, for der er ret stor chance for, at der er en hel del andre, der OGSÅ bliver stolte og glade for det, du har gjort. Der er en ret stor chance for, at der er en hel del andre, der bliver inspireret af det, du har gjort, og det du kan. Og så er der til slut en større chance for at nogen, der kan bruge dine evner eller opdagelser, og det vil betyde, at du får chancen for at gøre endnu mere, af det du er så god til. At du vil kunne gøre en forskel for ikke bare få, men for mange.

En kollega og jeg talte om noget helt andet i denne uge, og pludselig sagde hun ordet “ydmyg”… det var i konteksten ment som en kompliment, og selvom jeg ikke er blind for, at det sagtens kan bruges i den sammenhæng, så er det et af mine hade-begreber. Fordi det alt for tit kommer til at handle om en lovprisning af at “sætte sit lys under en skæppe” (Jeg er for øvrigt en sucker for den slags gamle udtryk), sådan en slags mennesker der nægter at tage deres succes til sig og komplimenterne, der følger. “Nej, det var da ikke bare mig… det var sørme alle i gruppen”, “Det behøver du ikke snakke om, det var virkelig ingenting…” … Jeg er bare ikke vild med det. Det er jeg ikke.

Misforstå mig ikke. Jeg er da heller ikke vild med de typer, der uafladeligt sætter sig selv i centrum, uagtet at det vitterlig VAR gruppen, der burde have æren. Folk der altid har en lidt vildere, bedre, mere storslået historie om dem selv, at byde ind med når de taler med andre.
Men det er noget andet pral. Den lidt trælse slags. Så lad os bare tage det ud af ligningen.

Næ.. jeg ønsker mig mere pral, højrøstet væren stolt af sig selv, når man gør det godt. På sit arbejde, som forældre, i fritiden, i løbeklubben på spinningcyklen eller når man laver mad.
Jeg kan da sagtens irritere mig mildt over folks uendeligt mange opslag om deres aftensmad på facebook, endomondo-ruter og indtjekninger i fitnesscentre eller opslag om eksamenskarakterer. Men jeg gør det også selv. Og fælles for det hele er, at man gør det, fordi det har gjort en stolt. Og det er faktisk den eneste grund til, at jeg alligevel hver gang synes, det er en lille smule fedt, når der igen-igen dukker et billede af pasta og kødsovs op på min newsfeed.

Det er jo små ting. Det må man også gerne være stolt af. Hell, det SKAL man da være stolt af! Men så er der de store ting, som vi ofte er mere nærige med at dele. Og jeg fatter det ikke.

Et nyt job, som man faktisk blev headhunted til, fordi man bare er skide god til det man laver. En kæmpe kompliment fra en eller anden bigshot indenfor et bestemt felt, uanset om det handler om job, moderskab eller noget midt i mellem, en gennemført uddannelse med gode karakterer og udtalelser (hvilket jo næsten er helt forbudt at prale med nu, fordi det er et forkert fokus, og der er også de stressede 12-tals-piger), en gennemført uddannelse med helt gennemsnitlige eller endda halvdårlige karakterer – men gennemført på TRODS af alle odds. Der er så mange ting at være stolt af, og som burde skriges ud fra landets tage, hvis vi ellers ikke var så bange for at blive stemplet om værende selvfede, selvglade, selviscenesættende og alt andet en “ydmyge”.

Så jo. Jeg kan godt lide folk der praler. Folk der tør fortælle højt, at de har gjort noget de selv synes er fedt, noget der var stort for dem… noget de er stolte af. Og jeg vil gerne lære mine børn, at det må man godt. Så længe man også anerkender andre, for det de er gode til. Så længe man kan se længere end sin egen næse, så må man sgu gerne prale og stå ved sig selv.

Jeg er stolt af at have været med til at opfostre to skønne, kompetente børn, der hver især har deres forcer, og som ikke er bange for at fortælle om det. De har humor og hjerte og selvironi og jeg er skide stolt af dem!
Min datter, der er det sødeste menneske jeg kender, og som ikke lader ordblindhed komme i vejen for sine drømme. Hun er SÅ cool, og så utrolig intelligent og kreativ at jeg bliver helt overvældet nogle gange.
Min søn, der havde mod nok til at bede om at bo hos sin far fuld tid, selvom mit mor-hjerte blødte. Han mærkede efter, hvad han havde brug for, og hvad der var bedst for ham – og det gør han stadigvæk. Det er det mest fantastiske at kunne, og det gør mig så glad indeni!
Jeg er stolt af, at jeg flere gange har turdet at vælge en vej for mig selv, der ikke nødvendigvis har været let, og som har krævet ofre. Også ofre som mine børn har betalt, men som var nødvendige, for at jeg kunne være et helt menneske, og i det hele taget overleve. Det har været dyrt købt i nogle henseender, men jeg er stolt af, at jeg svømmede på det dybe vand for både mig og dem.
Jeg synes jeg er mega sej, fordi jeg lige har gennemført et semester mere på min kandidatuddannelse, selvom jeg troede, jeg stadig havde orlov tre måneder inde i semesteret, og derfor missede det halve af det.
Og jeg er sgu stolt af mig selv fordi jeg ikke lader den slags få mig ned med nakken 🙂
Til sidst (nej slet ikke.. men jeg kan jo ikke blive ved) er jeg SÅ stolt over at have en fantastisk flok af venner og en kæreste, der alle inspirerer mig og fylder glæde i mit liv på så utrolig mange måder. Gør mig klogere og skarpere og mere tænksom.
Jeg håber I alle vil prale med alle jeres fortræffeligheder, for det er dem JEG inspireres af, det er dem jeg ser, når jeg ser på jer, og jeg synes hele verden burde have del i det

Så råb det ud, venner… pral for fanden! Hvis ikke for at fortælle verden det, så i det mindste for selv at stå ved, at DU er fucking AWESOME!

Rikke Vinterberg-0920

6 Replies to “Så pral dog”

  1. Som altid er du fantastisk til at nedfælde dine tanker på skrift – umage, skønne Rikke!
    Dog må jeg – som din kollega og som dén kollega, der måske har udtalt ordet ”ydmyg” – denne gang ikke kun rose dig, men også komme med en anden mening.
    Jeg mener, du har misforstået dit hade-ord ”ydmyg”, som for mig netop er et elske-ord.
    Ordet har – efter min menig – nemlig slet ikke noget med underdanighed eller selvudslettende adfærd at gøre eller at ”sætte sit lys under en skæppe”.

    ”Hvad er ydmyghed?
    I dag er der mange, der forveksler ydmyghed med det, vi kender som underdanighed, dvs. én som altid går med hovedet bøjet og altid gør det, som andre fortæller, man skal gøre. Ydmyghed er noget ganske andet. Den, som er ydmyg, behøver ikke at undgå andre med sit blik og behøver ikke at søge andres gunst. For ydmygheden kommer af indre styrke, modsat underdanighed. At være ydmyg betyder at kende sig selv så godt, at man ikke har brug for andre til at bekræfte sig. Man ved, hvem man er, og hvad man står for.”

    Eller som hospitals- og sognepræst Preben Kok udtaler:
    At være ydmyg er ikke at være vag, men derimod at være bøjelig på sin vej gennem livet. For med ydmygheden som følgesvend kan livet bevæge sig i flest mulige retninger.

    Jeg har lært mine børn og børnebørn at være ydmyg i specifikke situationer, samtidig med at de skal være stolte af sig selv – stolte af det, de kan og det, de står for – og kære Rikke, dét, er jeg stolt af!

    Knus og kram fra Dorit

    1. Dejlige Dorit!! <3
      Det var ikke dig, der fik mig til at tænke på ydmyghed... lige i denne sammenhæng.. 🙂 Og jeg er slet ikke uenig med dig i dine betragtninger omkring begrebet. Jeg kan også føle mig ydmyg på den gode måde, særligt i forbindelse med taknemmelighed og når jeg fx oplever elementernes rasen.. jeg elsker storm, torden, lyn, Vesterhavet der brøler... naturen der går amok. Det får mig til at tænke over, hvor små vi er, og hvor lidt vi ved.... Og det gør mig ydmyg... på den fede måde.
      Men alt for ofte oplever jeg, at det er den ydmyghed, hvor man tilsidesætter sig selv, nedtoner egne fortræffeligheder og kaster sig i favnen på jantelovens bud, der prises af andre som en dyd. Og det synes jeg ikke det er.
      Hvor er det dejligt at se dine tanker om emnet! Jeg sætter så stor pris på det! Det er skønt når vi kan få hinanden til at tænke over ting, også selvom vi ikke nødvendigvis er enige... klogere bliver vi i hvert fald af det!! -Og sådan beviste du lige min pointe, faktisk!
      Stort kram til dig!!

      1. Kæreste Lise!
        Du beskriver “det at være ydmyg” på den fede måde fantastisk godt – det er nemlig også sådan, jeg føler – især hvis jeg går alene ude på golfbanen på de grønne sletter – ofte i megen blæst – og i min egen verden – ja, alt bli’r så vid og bred – jeg “bli’r lille derude i den fantastiske natur” og føler mig vildt lykkelig!
        Knus til dig, min kære – og umage Rikke!

  2. Kære 2 kvinder.
    Dejlig læsning. Jeg elsker refleksion. I særdeleshed når denne kommer fra kvinder af jeres slags. Selvom I på et par punkter er uenige, så er det netop uenigheden der får reflektionen frem. I spiller ping – pong med jeres synspunkter og gør hinanden klogere. Elsker det bare. Stor hilsen herfra

    1. Tak Inge Lise!
      Du har helt ret! Og hvor dejligt du havde lyst til at kommentere på det!
      (Jeg kan godt skrive under på, at Dorit er en skøn kvinde, der har hjerne og hjerte… og det skaber jo altid refleksion!)
      Knus fra Rikke

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *